Navimat

Om idéen med GeoGebra skoleforløb ved Dansk GeoGebra Institut

Idéen med GeoGebra skoleforløb arrangeret af Dans GeoGebra Institut (DGI) er at hjælpe skolens matematiklærere med at komme i gang, eller komme videre, med at bruge GeoGebra i matematikundervisningen.
Forløb skræddersys til den enkelte skoles matematikfaggruppe og består i:
(1)En indledende snak hvor det indkredses, hvilke område lærerne er interesseret i at arbejde med
(2)Et besøg på skolen af en eller to resursepersoner fra DGI, hvor der kan arrangeres oplæg med diskussion og/eller hands-on workshop arbejde med tutorials, opgaver og småprojekter eller et åbent oplæg. Desuden aftaler lærerne en plan for opfølgelse af besøgsdagen
(3)Efterfølgende etablering af en 'livline' til DGIs resursepersoner

Vi har i DGI valgt at strukturere området brug af IT (her i form af programmet GeoGebra) i matematikundervisningen i fire hovedområder:

1. GeoGebra som teknisk værktøj

2. GeoGebra som medie for kommunikation

3.GeoGebra som læringsredskab

4. GeoGebra som middel til innovation:
a)Omorganisering og udvikling af matematikundervisningen
b)Nye perspektiver på matematikken
c)Nyt indhold i form af nye emner

1.GeoGebra som teknisk værktøj
Ifølge teorien om Instrumental genesis er der forskellige delprocesser i tilegnelsen af et redskab, før det bliver 'ens eget' som man kan bruge frit. Eleven skal:
Finde ud af hvad redskabet helt konkret 'kan', og hvilke muligheder er i det (eksplorative processer), men også
Indtænke redskabets muligheder som en del af beredskabet i konkrete situationer (ekspressive processer)

Det betyder at man ikke kan adskille teknik og indhold i matematikundervisningen; derfor giver det heller ikke mening (udelukkende) at stille de samme opgaver og spørgsmål når man har GeoGebra til rådighed, som man ville stille med et andet hjælpemiddel eller uden IT.
2.GeoGebra som medie for kommunikation
Ligesom adgangen til at bruge tekstbehandlingsprogrammer har haft enorm indflydelse på skriveprocesserne for de fleste, åbnes der nye døre med adgangen til at bruge GeoGebra i matematiske aktiviteter. I og med at selve arbejdet med matematiske opgaver og problemer foregår mere fritvoksende stilles der nye krav til eleverne om at kunne redegøre for deres tankegang og resultaterne af den, samtidig med at der rejses nye krav til dokumentationen.
GeoGebra rummer også en mulighed for at fremstille applets, som lærerne kan udnytte (individuelt og i fællesskab) til at lave dynamiske illustrationer af matematiske fænomener og problemstillinger
3.GeoGebra som læringsredskab
Brugen af GeoGebra åbner op for at eleverne udvikler nye læringsstrategier.
For eksempel giver muligheden for hurtigt og nemt at skifte til en grafisk repræsentation eleverne adgang til at skaffe sig et indledende overblik over en funktionstype. Og eleverne kan udvikle en større grad af flexibilitet i de matematiske begreber, det vil sige større evne til at skifte mellem det generelle og det konkrete, det globale og lokale og mellem proces og matematisk objekt.

Med brugen af GeoGebra forstærkes lærerens mulighed for at sætte fokus på ideer, begreber og sammenhænge frem for de mere tekniske aspekter af matematikken, når dette er hensigtsmæssigt. Det kan jo være en fordel i den udstrækning GeoGebra er lettere at sætte sig ind i og tage i brug end 'håndgjort' matematik.

4.GeoGebra som middel til innovation:
a)Omorganisering og udvikling af matematikundervisningen
Lærerrollen i en klasse med GeoGebra indebærer mere hjælper og makker, mindre ekspert. Og læreren skal tage hånd om en ekstra vifte af spørgsmål og udfordringer.
b)Nye perspektiver på matematikken
Der findes litteratur som beskriver og eksemplificerer, hvordan modellerings- og anvendelsesaspekter af matematikken kan fremhæves når eleverne har GeoGebra.
c)Nyt indhold i form af nye emner
Emner som statistik og trigonometri kan få en omfattende og spændende behandling med GeoGebra. Men også for eksempel symmetri, tesselering og vækst kan behandles mere vidtgående med GeoGebra, end hvis eleverne skulle arbejde udelukkende med papir, blyant og lommeregner